Hvor god en ven er du?
Hvordan giver du din kammerat feedback, når han eller hun er lidt nede? Hvad kræver det egentlig at være en god ven? Er man en god ven ved at like opslag på Facebook? Eller skal det stikke lidt dybere?
Vi har i vores samfund en tendens til at fokusere på de fejl, vi begår i stedet for vores succeshistorier. Men vi ved jo, at vi bliver mere motiverede af positive end af negative ting. Lad os bruge de positive!
Hvor god en ven man er, kan naturligvis måles på rigtig mange forskellige parametre. Hvis din kammerat eller veninde er lidt trist over bedømmelsen af en skoleopgave, udfordringer med sin sport eller andet, der driller lidt, så kan din feedback og kritik betyde rigtig meget. Vær interesseret i din ven. Følger du med i hans eller hendes udfordringer, opgaver og andre gøremål? Tal om jeres fælles interesser og hav gode samtaler sammen. Respekter hinandens meninger – også selvom I måske er uenige om et eller andet bestemt.
God og positiv feedback kan skubbe din ven i den rigtige retning. Vi ved naturligvis, at det er federe at få en god feedback end en negativ. Det føles altid rarere at få de gode ting at vide frem for f.eks. alle ens fejl. Men man har faktisk videnskabeligt fundet frem til, at den gode og positive feedback skubber dig fremad og stimulerer din hjerne. Man bliver med den positive feedback bedre til at se problemstillinger i flere perspektiver og mere arbejdsvillig i forhold til at vise ansvar for arbejdet. Det er en klar fordel at kunne møde udfordringer med dette mindset – så man er klar til at løse udfordringer og måske endda kunne vende dem til muligheder.
Prøv at give det et forsøg, når du giver din kammerat eller veninde feedback, hvis I arbejder sammen i en gruppe eller f.eks. hjælper hinanden med en matematikopgave. Fokuser på at give positiv feedback, som samtidig er konstruktiv. På den måde kan man både bruge kritikken til at justere og tilpasse, samtidig med at indstillingen til arbejdet bliver styrket. Det er jo det, vi gerne vil frem til! Der vil altid være perioder, hvor tingene ikke går helt let. Når man når dertil, så tænker man meget nemmere negativt. Og det kommer vi ikke fremad af. Lyd til din ven – hvad siger han eller hun om det svære? Når du har lyttet og ladet din ven snakke, så prøv at få din ven til at se på alle de positive ting. For de er der nemlig. Hvis man kun kigger efter de negative ting – så finder man kun de negative. Hvis vi begynder med at kigge efter de positive ting – så finder vi også dem.
Jeg har selv oplevet, hvordan en rigtig god feedback i den grad skubbede mig i den rigtige retning. Det var nemlig kritik, som tændte mig endnu mere i forhold til mit mål i stedet for, at jeg blev ærgerlig og demotiveret over de ting, som jeg ikke gjorde helt godt nok endnu.
Jeg var for lige over 2 år siden ude for en kedelig hændelse. Jeg var involveret i en ulykke midt i et cykelløb (du kan læse mere om ulykken her). Efter den var jeg igennem en masse genoptræning. En af mine gode bekendte – Henrik – er en møghamrende dygtig fysioterapeut. Og det var netop Henrik, der styrede min genoptræning efter mit hospitalsforløb. Jeg var sat langt tilbage i forhold til, hvad jeg kunne før, og min styrke var langt lavere. Derfor synes jeg, at det var en hård kamp at kæmpe. Det var ikke en process, hvor status ændrede sig fra den ene dag til den anden.
Jeg husker helt tydeligt en dag, hvor Henrik og jeg havde status på udviklingen med genoptræningen. Måden Henrik valgte at evaluere med mig og give feedback på virkede rigtig godt og sørgede for, at jeg gik derfra med endnu mere lyst til at fortsætte det hårde arbejde. Henrik sagde noget i retning af:
“Jeg kan se, at du udvikler dig. Men jeg ved også, at du kan mere endnu. Fortsæt den gode udvikling og klø på! Hvis du jursterer og klør mere på med venstre ben, så når du vores mål tidligere end forventet.”
Her fik jeg nemlig at vide, at jeg gjorde fremskridt (gjorde det godt!) – men samtidigt også, at jeg kunne gøre det bedre endnu. Det var en samtale, der betød, at jeg i tiden efter trykkede endnu mere på i min genoptræning. Og jo – jeg nåede netop vores mål med træningen tidligere end forventet. Prøv at give den slags feedback til din ven, som påvirker mindsettet bedst muligt og inviterer til fortsat udvikling fremfor det modsatte. Det virker!
#FREMAD