HVAD FORHINDRER DIG I AT RÆKKE HÅNDEN OP?

Jeg læste forleden en artikel om, at unge gymnasieelever ikke tør række hånden op… Det tør de ikke, fordi de er bange for, hvad deres klassekammerater tænker og for at svare noget forkert til læreren, som kan påvirke deres karakter.

Er din karakter vigtigere end faktisk at lære noget? Der er nemlig lavet undersøgelser, der viser, at mange gymnasieelever rundt omkring i landet lader være med at række hånden op, fordi de bl.a. er bange for at sige noget forkert.

Adgangskrav til videregående uddannelser er blevet høje – og der er meget fokus på dem! Så selvfølgelig gør eleverne alt for ikke at lave fejl, der kan påvirke deres karakterer og dermed deres mulighed for at komme ind på deres drømmeuddannelse.

Det vil sige, at mange elever ikke “træner” eller øver sig ordentligt. De prøver ikke sig selv af og tester, hvor gode de rent faktisk er. Og det synes jeg er ærgeligt, når det netop er på den måde, man udvikler sig.
Jeg kan huske dengang, jeg selv havde tysk, da jeg gik på HHX. Jeg havde valgt at have faget på A-niveau. Efter vores 2. år blev mit og et andet tyskhold sammenlagt med de elever, der skulle have faget på A-niveau. Min nye lærer Marianne (som var fantastisk!) havde i 2 år haft den anden klasse. Så eleverne fra det andet hold kendte Marianne og hendes måde at undervise på. De havde på en måde et forspring… Jeg var naturligvis aktiv, som jeg havde været med min tidligere lærer – men jeg skal da love for, at jeg fik sagt meget forkert til at starte med! Og det irriterede mig helt vildt! Der var nogle af de andre elever, som jeg synes, jeg var dygtigere end, som ikke lavede de samme fejl, fordi de kendte Mariannes systemer og måde at undervise på. Jeg synes på det tidspunkt, at det var latterligt, når jeg jo så gerne ville. Så jeg blev enig med mig selv om, at hvis jeg gerne ville have den gode karakter, som jeg drømte om, så måtte jeg lære af de fejl, jeg lavede og blev ved med at være aktiv og rakte hånden op. Selvfølgelig hjalp det ikke fra den ene uge til den anden… Det tog jo tid at ændre min tilgang til undervisningen. Men jeg udviklede mig selv markant ved at blive ved og arbejde med det. Og tja… Min karakter til den mundtlige tyskeksamen var da også godkenDt, og til eksamen rimede karakteren på “kold”…. 😉
Klasselokalet og skolen er jo et sted, hvor du kan lære og prøve dig selv af. Og lave alle fejlene inden eksamen.

Snak med din lærer

Tag evt en snak med din lærer og evaluer sammen. Både hvis du er utilfreds og tilfreds med din karakter. Det er jeg sikker på, at han eller hun gerne vil, hvis du spørger. Så tag en god snak med din lærer, så du kan finde ud af, hvorfor det var den karakter, du fik, og hvad du skal gøre for at gøre det bedre næste gang. Ræk da hånden op og spørg i timerne, hvis du er i tvivl om noget. Hvis du sidder har svaret, så stik lappen i vejret og fyr guldkornene af.

Sæt et mål for dig selv. At du som minimum rækker hånden op en gang om dagen. På den måde vænner du dig til at række hånden op – både når du kender svaret, og når du ikke gør. Og husk – du er ikke den eneste i lokalet, der ikke kender svaret.
Formålet er ikke at vise overfor de andre, at du er dygtig – men derimod at lære noget. Det gør du ved at øve dig – og fejle nogle gange – men også bruger fejlene til at blive bedre.

Så afsluttende kan vi jo sige, at du får en karakter – ja. Men du får ikke læring. Læringen skal du selv aktivt tilegne dig. Du kan altid blive bedre – udfordre dig selv og ræk hånden op mindst en gang i morgen.

 

Det du gør, og det du øver dig i – det bliver du god til!

#FREMAD